Venø
A
B
C
På denne side kan du få svar på mange af de spørgsmål venøboerne ofte får stillet, når man fortæller om, hvordan det er at bo på en ø.
Den nærmeste Falckstation ligger i Struer ca. 10 km fra Venø. Udrykningskøretøjer har fortrinsret på færgen og når der ringes 1-1-2, bliver færgepersonalet informeret fra alarmcentralen, så færgen kan ligge klar til at sejle ambulancen til Venø uden ventetid.
Der er ingen biograf på Venø, men efter en køretid på kun 15 minutter kan man komme i biografen i Struer.
Venø er en del af Struer Kommune og er derfor omfattet af kommunens brandberedskab. Når der ringes 1-1-2, bliver færgepersonalet informeret fra alarmcentralen, så færgen kan ligge klar til at sejle udrykningskøretøjerne over. Som en ekstra sikkerhed er der et lokalt frivilligt brandkorps på Venø, der har det mest nødvendige slukningsudstyr til rådighed på øen.
Bremdal Dagtilbud ligger centralt i Bremdal v. Struer og består af dagpleje, vuggestue og børnehave samt Spiregruppen, som er Struer Kommunes specialtilbud til børn i 0-5 års alderen.
Den sidste fredag i hver måned mødes øens børn og unge i Børnehuset til spisning, hygge og forskellige aktiviteter, som kan være alt fra klatring, gåture rundt på øen, quiz, spil, bålhygge til fåredrivning.
Det mest stillede spørgsmål til venøboerne er: “Er det ikke besværligt at skulle med færgen?”. Svaret er “Nej”. Færgen sejler så ofte at det ikke er noget problem at bo på Venø og arbejde på fastlandet.
Struer Statsgymnasium huser 5 forskellige ungdomsuddannelser samt en kostskole. Skolen er også en IB_World School, hvorigennem det internationale studiemiljø fremmes. Der går ca. 640 elever i 24 klasser på Struer Statsgymnasium. Den største afdeling er STX, hvor der er 5 spor. Herudover tilbyder skolen både HHX, HF; HG og IB (international studentereksamen).
Der er ikke de store indkøbsmuligheder på Venø udover kiosken på campingpladsen og butikken i Havnehuset. Men i både Struer og Holstebro er der et stort udbud af forretninger lige fra små specialbutikker til de store supermarkedskæder. Da det fra Venø tager ca. 15 minutter at køre til Struer og ca. 30 minutter til Holstebro inklusiv sejlturen, er der altså ikke længere til indkøbsmuligheder end fra så mange andre steder i landet. Fra man fx kører fra Bilkas parkeringsplads i Holstebro er man hjemme på Venø efter en halv time.
Struer Kommunes hjemmepleje servicerer Venø som alle andre steder i kommunen.
På Venø findes to hjertestartere:
Færgefarten til Venø bliver aldrig indstillet på grund af isvinter. For det første er der dybt og megen strøm på stedet, hvor færgen sejler. Dernæst sejler færgen frem og tilbage flere gange i timen så der dermed holdes en sejlrende åben. Og endelig hvis det viser sig nødvendigt tager færgen nogle ekstra sejlture fx om natten for at sejlrenden fri.
Nej, der er ingen lufthavn på Venø. Men man kan nå til Karup Lufthavn på 55 min., hvorfra der er direkte flyforbindelse til København.
Struer Musikskole tilbyder undervisning i musik til børn, unge og voksne indenfor sang og en lang række instrumenter. Udover undervisningen på selve Musikskolen i centrum af Struer, tilbydes der også undervisning i udvalgte instrumenter på Bremdal Skole, hvor børnene fra Venø går i skole til og med 6. klasse.
Fra Struer Station (som ligger 15 min. kørsel fra Venø inkl. sejltur) er der direkte togforbindelse til bl.a. Aarhus, Odense, København og Kastrup Lufthavn.
Øens børn og unge har igennem efterhånden mange år været flittige rundboldspillere på de lune forårs- og sommeraftener. Ved hjælp af telefon/SMS-kæder bliver der indkaldt til rundboldsdyst på plænen ved Børnehuset flere gange i ugens løb, når vejret er til det.
Børnene fra Venø går i Bremdal Skole, som er en forholdsvis ny skole fra 1998, fra 0. til og med 6. klasse og fra 7. klasse skifter de til Parkskolen Struer. Nogle børn fra Venø bliver kørt i skole af forældrene, der i forvejen kører lige forbi skolen på arbejde. Og andre børn tager med bussen, der for de flestes vedkommende holder lige uden for døren på Venø.
De offentlige veje på Venø bliver saltet og ryddet for sne af Struer Kommune efter denne prioritering: Snerydning på Venø
I Bremdal Hallen og på Bremdal Stadion er der mulighed for at dyrke sport som fx indendørs- og udendørs fodbold, håndbold, badminton og gymnastik.
Der er ingen svømmehal på Venø, men man har jo altid mulighed for at tage sig en dukkert i fjorden. For dem som ikke har lyst til en tur i fjorden, lejer Venø Gymnastik- og Idrætsforening (Venø GIF) Struer Svømmehal 20 lørdage om året, hvor venøboerne har hele svømmehallen for sig selv.
